Deltidsforsikring
Når du skal vælge en a-kasse, er der et par ting, du skal tage stilling til. Du skal eksempelvis vælge, om du vil være fuldtids- eller deltidsforsikret. Få overblik over, hvad deltidsforsikring er, og hvornår du kan være deltidsforsikret.
Når du indhenter tilbud på a-kasse, skal du markere, om du har brug for at være fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret.
Din forsikringsstatus bestemmer, hvor meget du har ret til at få udbetalt i dagpenge, og i hvor høj grad du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis du bliver ledig.
Hvad er deltidsforsikring
Du kan vælge at være deltidsforsikret i din a-kasse, hvis du arbejder deltid og ikke ønsker at arbejde fuldtid.
Din forsikringstype har indflydelse på din dagpengesats, og hvis du er deltidsforsikret, får du en lavere dagpengesats, end hvis du var fuldtidsforsikret.
Som deltidsforsikret har du ret til dagpenge i 3.120 timer inden for en periode på 3 år. Du får udbetalt dagpenge for op til 130 timer pr. måned.
Din forsikringstype har også indflydelse på, hvilke jobs du skal søge, mens du modtager dagpenge. Som deltidsforsikret ledig skal du være til rådighed for deltidsarbejde op til 30 timer om ugen.
Hvornår skal du være deltidsforsikret?
Hvis du arbejder mere end 30 timer i ugen, er der klare regler for, at du skal være fuldtidsforsikret. Sådan er det ikke med deltidsforsikringen.
Hvis du arbejder mindre end 30 timer i ugen, kan du vælge at være deltidsforsikret. Men du kan også vælge at være fuldtidsforsikret.
Arbejder du mere end 30 timer i ugen? Læs om fuldtidsforsikring her.
Skal du være deltidsforsikret som nyuddannet?
Hvis du er nyuddannet fra en SU-berettiget uddannelse (normeret til 18 mdr. eller mere) eller en lærlinge-/elevuddannelse, kan du blive optaget som dimittend i en a-kasse.
Som dimittend kan du selv vælge, om du vil være deltids- eller fuldtidsforsikret. Det gælder også, hvis du er værnepligtig.
Som dimittend kan du få udbetalt cirka 71 % af højeste dagpengesats (82 % hvis du har forsørgerpligt) for enten deltids- eller fuldtidsforsikrede.
Få tilbud på deltidsforsikret medlemskab
Hvilken forsikringstype skal du vælge, når du arbejder deltid?
Hvis du lige nu arbejder deltid, men ikke har noget imod at skulle søge og acceptere fuldtidsjobs, hvis du bliver ledig, kan det være en god idé at være fuldtidsforsikret.
På den måde er du sikret en højere dagpengesats, hvis du mister dit arbejde. Til gengæld skal du betale et højere kontingent til din a-kasse.
Når du som deltidsansat skal tage stilling til, om du vil være deltids- eller fuldtidsforsikret, bør du overveje følgende:
- Hvad vil du betale i kontingent? Dit kontingent bliver lavere som deltidsforsikret.
- Hvor meget vil du dækkes, hvis du bliver ledig? Som deltidsforsikret får du udbetalt en lavere dagpengesats, end du gør som fuldtidsforsikret.
- Hvor meget kan du stå til rådighed for arbejdsmarkedet? Hvis du ikke vil søge og tage fuldtidsstillinger, bør du vælge en deltidsforsikring. Som fuldtidsforsikret skal du være villig til at tage fuldtidsarbejde, hvis du skal søge nye jobs, mens du får udbetalt dagpenge.
Læs mere om fuldtidsforsikring.
Skift forsikringstype fra deltid til fuldtid
Hvis du går fra at arbejde deltid til at arbejde fuldtid, skal du ændre din forsikringstype hos din a-kasse.
A-kassen ændrer automatisk din forsikringsstatus, når de via SKAT får besked om, at du som deltidsforsikret har arbejdet mere end 390 timer inden for 3 måneder.
Hvis du er uge- eller 14-dages lønnet, bliver du omforsikret, hvis du har arbejdet mere end 360 timer indenfor 12 uger.
Få tilbud på deltidsforsikret medlemskab
Skift forsikringstype fra fuldtid til deltid
Hvis du går ned i tid eller skifter til en deltidsstilling, vil din a-kasse højst sandsynligt ikke ændre din forsikringsstatus.
Hvis du ønsker at skifte fra fuldtidsforsikring til deltidsforsikring, skal du kontakte din a-kasse. Hvis du kun skal arbejde deltid i en kortere periode, behøver du ikke ændre forsikringsstatus.
Har du den bedste a-kasse?
Alle danske a-kasser tilbyder den samme ydelse i form af dagpenge. Prisen varierer dog fra a-kasse til a-kasse. Det samme gør service- og kvalitetsniveauet.
Når du skal finde en a-kasse, er det en god idé at undersøge markedet og få tilbud fra flere udbydere.
Hvis du allerede har en a-kasse, kan det også være fint en gang imellem at tjekke, om du kan få et bedre tilbud, hvis du skifter til en anden a-kasse.
Når du vurderer tilbud fra forskellige a-kasser, kan du også tænke over, hvad en god a-kasse er for dig.
Hvis dit eneste krav til en a-kasse er, at den skal sikre dig dagpengeret, kan du sagtens vælge den billigste.
Hvis du også gerne vil have god rådgivning eller andre fordele, bør du være lidt mere opmærksom på, hvad du får for pengene.